img_7187
FUGMANN samarbejder fast med bo- og uddannelsesstedet Grennessminde, der ind imellem sender unge med særlige behov i praktik hos FUGMANN.

Økologisk gartneri, bageri og café, bosted, transportvirksomhed, tømrerværksted og smedje. Der er rigtig mange muligheder for de omkring 85 unge mennesker, der er tilknyttet det kombinerede bo-, arbejds- og uddannelsessted Grennessminde, som FUGMANN samarbejder med.

I de idylliske omgivelser i Taastrup lidt udenfor København får mennesker på kanten af samfundet en chance for igen at finde fodfæste. Ud over at være fast leverandør af elarbejde, yder FUGMANN af og til en støttende hånd til Grennessmindes unge.

– Vi driver en socialøkonomisk virksomhed, der har som mål at få de unge i arbejde. I det arbejde er vi afhængige af samarbejdspartnere som FUGMANN, siger afdelingsleder for Grennessmindes projektskole Søren Andersen.

Samarbejdet består i praktikophold af op til tre måneders varighed.

– FUGMANN er en virksomhed, der evner at tage hånd om mennesker med særlige behov. De taler ordentligt med de unge mennesker og hjælper dem, som selv ønsker at gøre en indsats. Og så har FUGMANN nogle socialt bevidste medarbejdere, som går op i at folk trives. Det er en vigtig forudsætning for det samarbejde, vi har, siger Søren Andersen.

GRØN GENSIDIGHED

img_7185
FUGMANN har løbende omkring 20 lærlinge i virksomheden og ser det som en vigtig opgave at uddanne unge mennesker. Praktikanterne fra Grennessminde falder godt ind i den opgave.

– FUGMANNs samarbejde med Grennessminde flugter godt med vores sociale profil og vores ønske om også at give plads til dem, der ikke har gået den lige vej. Det er vigtigt, at de unge mennesker får erfaring med, hvad det vil sige at være på arbejdsmarkedet, så det er vi glade for at kunne bidrage til. Samtidig giver det os erfaring med unge med særlige behov, som vi kan bruge i dagligdagen, siger direktør Henrik Fugmann.

Ud over samarbejdet om praktikanterne fremhæver Søren Andersen FUGMANNs grønne profil som afgørende for samarbejdet.

– Gartneriet på Grennessminde er 100 procent økologisk. Og det samme gælder vores café. Derfor er FUGMANNs grønne profil vigtig for os, siger Søren Andersen.

Grundlaget for det hele er dog naturligvis installationerne. Også her er Søren Andersen godt tilfreds.
– På Grennessminde er vi afhængige af, at teknikken fungerer, for at vi kan levere det, vi skal. Det er aldrig noget med, at vi skal vente til i morgen, hvis der er problemer. FUGMANN har en størrelse, som gør, at deres dygtige folk altid kan rykke ud og klare det nu og her, siger han.

FUGMANN har senest leveret udendørs sikkerhedsbelysning til Grennessminde, der i en tid har været plaget af indbrud. Derudover står virksomheden for alarmanlæg, datanetværk, forsyningstavle og varetager løbende diverse serviceopgaver.

– Vi har samarbejdet med Grennessminde i fem-seks år og kender stedet og installationerne godt. Det er et sted, hvor det er rart at komme, og hvor vi får lov at spille ind med de løsninger, vi ved er bedst. Det betyder, at Søren kan stole på, at vi løser opgaven og gør samarbejdet gnidningsfrit, siger Christian Lønborg, der er projektleder i service afdelingen.

 

“FUGMANN er topprofessionelle. De er pålidelige, troværdige og effektive”.
– Søren Andersen, afdelingsleder Grennessminde

 

SPECIALCHILI OG NOMA-BLOMSTER

img_7181

Grennessminde er ejet af en privat fond, der hjælper, uddanner og ansætter unge med særlige behov. Udover at være bosted for 54 elever har Grennessminde plads til 85 unge, der er i gang med en 3-årig STU-uddannelse.

Stedet driver café, har catering-, vicevært- og transportvirksomhed, smedeværksted, eget bageri og gartneri.

På adressen i Taastrup er der åbent for private, der kan besøge den 100 procent økologiske café eller afhængig af årstiden plukke og købe et græskar eller en håndfuld tomater med hjem.

Derudover har stedet en spiselig blomsterhave, der leverer til Michellinrestauranten NOMA, og et kæmpe drivhus fuld af ganske særlige chiliplanter, som også er til salg.

Se mere på www.gminde.dk

 

FUGMANNS SOCIALE PROFIL

img_7177

FUGMANN sætter en ære i at løfte et socialt ansvar.

Vi har:

● løbende mere end 20 lærlinge
● ældre medarbejdere ansat på deltid
● mange praktikanter både fra folkeskole og teknisk skole
● løbende mennesker i arbejdsprøvning
● flere samarbejder med institutioner, herunder Grennessminde og Spydspidsen