Brugernavn:

Password:

Har du glemt dit password?

Fugmann
30.06.10

Alle bygninger skal nu sikres med en HFI/HPFI-afbryder

 

1. juli er seneste frist for at få installeret den obligatoriske HFI/HPFI-afbryder i alle bygninger. Siden 1. juli 2008 har afbryderen være obligatorisk i alle private boliger. Nu bliver den obligatorisk i alle bygninger. Det betyder, at de virksomheder, skoler og institutioner, som indtil nu har haft dispensation fra ordningen, har pligt til at få afbryderen installeret.

Afbryderen skal forhindre ulykker med elektrisk strøm og sikre, at der ikke opstår situationer, hvor medarbejdere på arbejdspladser eller børnene i skoler og institutioner får stød, når de håndterer elektriske apparater.

"Afbryderen er utrolig vigtig, fordi den sikrer, at strømmen bliver slået fra, hvis der skulle opstå farlige situationer med defekte elektriske apparater såsom elkedler, hårtørrer eller andet, der kan give stød eller forårsage brand. Afbryderen sørger nemlig for at slå strømmen fra i de farlige situationer. I sidste instans kan det redde liv", siger Johan Hakmann konsulent i teknisk afdeling i TEKNIQ Installatørernes Organisation.

Motioner din afbryder

Hvis man allerede har fået installeret en HFI/HPFI-afbryder, er det af samme grund vigtigt løbende at sikre sig, at den virker. Det gør man ved jævnligt at teste afbryderen.

Man kan teste sin afbryder ved at trykke på kontrolknappen, som er mærket med et T, på afbryderen. Man motionerer så at sige sin afbryder. HFI/HPFI-afbryderen sidder normalt sammen med sikringerne, så når man tester afbryderen, slukker man samtidig for strømmen i hele eller dele af huset, herunder dvd’en og de elektriske ure.

Et godt råd kan derfor være at teste afbryderen ved overgangen til sommer- og vintertid, når man alligevel skal justere apparaterne.

HFI/HPFI-afbryderen skal installeres af en autoriseret installatør. Er man i tvivl, om ens eksisterende afbryder virker, bør man også få den efterset.

På Sikkerhedsstyrelsens kampagneside www.kontaktdating.nu kan man i øvrigt tilmelde sig en sms-service, hvor man to gange om året modtager en sms med en påmindelse om at teste HFI/HPFI-afbryderen.

For yderligere oplysninger kontakt os på 36 15 05 05.

Sidst opdateret:30.01.09